Hvordan fjerner man skimmelsvamp?

Hvordan fjerner man skimmelsvamp?

Du må og kan godt selv fjerne skimmelsvamp. I tilfælde af mindre områder kan du selv fjerne skimmelsvamp ved at rengøre med produkter egnet til formålet - eksempelvis Protox Hysan.

Du bør kontakte en professionel fagperson, hvis:

  • Skimmelsvampen dækker et stort område.

  • Skimmelsvampen kommer tilbage.

  • Du er usikker på, hvordan du skal fjerne skimmelsvampen.

  • Du oplever sundhedsproblemer, som du mistænker kan være relateret til skimmelsvamp.

Hvis du har opdaget skimmelsvamp, er det vigtigt at fjerne den så hurtigt som muligt. Først og fremmest skal du sikre dig, at årsagen til skimmelsvampen er fundet og elimineret. Ellers vender skimmelsvampen ofte bare tilbage. Herefter skal der foretages behandling af det område, som er angrebet af skimmelsvamp.

Omfangsbestemmelse af skimmelsvamp

Omfangsbestemmelse af skimmelsvamp kan kræve hjælp fra en professionel rådgiver. Ved aktuelle skader kan en fugtmåler være en god hjælp til at afklare skadesomfanget. Ved ældre skader kan det være nødvendigt at bruge skimmelsvampe-tests til at afklare skadesomfanget.

Behandling af skimmelsvamp

Inden behandling kan det være nødvendigt at forsegle arbejdsområdet fra den øvrige del af boligen. I forbindelse med fjernelse af skimmelsvamp, vil der normalt blive frigivet en del skimmelsvampe-materiale til omgivelserne.

Spredning til den øvrige del af boligen begrænses ved at opsætte støvvægge, eller ved at forsegle det lokale man arbejder i. Det vil oftest være nemmest at montere en lynlåsdør i døråbningen til det pågældende lokale. Inventar i lokalet kan fjernes eller dækkes i plastik.

Behandling af skimmelsvamp udføres normalt ved, at det angrebne område støvsuges grundigt med støvsuger med påmonteret HEPA-filter. Et HEPA-filter er finmasket nok til at opfange skimmelsvampesporer og andre fragmenter.

Er din støvsuger ikke udstyret med et HEPA-filter, kan du leje en støvsuger i det lokale byggemarked. Inden støvsugning, fjernes løst materiale - eksempelvis tapet - hvorefter overfladen støvsuges grundigt. 

Efterfølgende behandles området med et egnet desinficerende middel, eksempelvis Protox Hysan,i henhold til producentens anvisninger.

Efter behandling af skimmelsvamp

Efter behandling anbefales det at udtage prøver fra den behandlede overflade for at sikre, at behandlingen har haft den ønskede effekt. Mycometer Testen er velegnet til denne kontrol og kan give dig svar på, om skimmelsvampe-niveauerne på den afrensede overflade igen er normale.

Efter endt behandling foretages grundig rengøring af arbejdsområdet med støvsuger med påmonteret HEPA-filter efterfulgt af afvaskning af alle overflader med neutrale rengøringsmidler. Husk efterfølgende at lufte grundigt ud.

Det er vigtigt, at fugtskadede konstruktioner er normalt tørre, inden overflader reetableres.

Sådan undgår du skimmelsvamp fremover

1. Uden vand – ingen skimmelsvampevækst: Der kan ganske enkelt ikke vokse skimmelsvampe, hvis der ikke er fugt til stede.

2. Husk at beskytte din bolig imod udefrakommende fugt: Få renoveret løbende – og i tide –  og reagér hurtigt, hvis uheldet er ude og der er sket en vandskade.

3. Gode boligvaner: Reducér risikoen for skimmelsvampe og sikrer dig et sundere og mere behageligt indeklima.

4. Luft ud regelmæssigt: Luft ud mindst 5 minutter ad gangen flere gange dagligt, gerne med gennemtræk.

5. Gør rent: God og grundig rengøring reducerer mængden af støv og dermed organisk materiale, som skimmelsvampe kan vokse i. I støvet findes der i øvrigt mange skimmelsvampesporer, som kan finde nye overflader at vokse på, og som man kan indånde og blive påvirket af.

6. Hold øje med luftfugtigheden: Brug et hygrometer til at måle luftfugtigheden. Det ideelle niveau er 40-60 % om sommeren. Om vinteren bør luftfugtigheden indendørs ikke overstige 45 %. En højere luftfugtighed øger risikoen for skimmelsvamp.

7. Undgå at tørre tøj indenfor: Hæng tøjet til tørre udendørs eller brug en tørretumbler med aftræk.

8. Undgå at placere møbler op ad ydervægge: Hold altid 5-10 cm afstand til ydervægge, så luften kan cirkulere bagved møblerne.

9. Brug emhætte med aftræk når du laver mad:  og brug låg på dine gryder. Herved reducerer du fugttilførsel til indeklimaet.

10. Hold en jævn temperatur: Kolde overflader medfører risiko for kondens. Opvarm alle rum i din bolig, også dem du sjældent bruger.

Husk, forebyggelse er altid bedre end behandling!

Tilbage til blog